Log ind
Ny bruger   |   Glemt?
Strategi for Centralbiblioteksopgaven 2010-2013

Den Kompetente Region  

Strategiarbejde for Roskildes Centralbiblioteksområde 

(Region Sjælland & Bornholm) 

2010-2013  

  

 

"Centralbibliotekernes vision er at styrke de muligheder, folkebibliotekerne har for at fungere og udvikle sig fagligt og ressourcemæssigt samt initiere implementeringen af en national udviklingsstrategi i folkebibliotekerne"

(Styrelsen for Bibliotek & Mediers fælles vision for de 6 Centralbiblioteker).

 

 

Vi som samlet region…

 

I det daglige arbejde med centralbiblioteksopgaven tager vi udgangspunkt i to hovedspor. Medieforsyning (materialeforsyning, digital forståelse, rådgivning på materialeområder, digitale/elektroniske materialer etc.) og Professionel udvikling (samordning/rådgivning og kompetenceudvikling).

 

Vi fokuserer her på afdækning af regionens kompetenceniveau, analyse af regionens behov i forhold til den overordnede professionelle udvikling i bevægelsen mod at blive den kompetente region. Herunder opererer vi med en bred forståelse af medier i indkøb og formidling af materialer.

 

Vi ønsker en bevægelse fra ”centralbiblioteket og de andre biblioteker i regionen" til "vi som samlet region..."

 

Dette kræver en refleksiv tilgang til egen organisation, til egen læring og ikke mindst til egen faglighed. Et mindset, der kan sættes i spil i en lokal, regional og national kontekst. En proces vi gerne vil understøtte.

 

 

 

Roskilde Centralbibliotek

 

Roskilde Bibliotekerne er et af seks centralbiblioteker, der dækker landets regioner. På kontrakt med staten løser centralbibliotekerne en række tværkommunale opgaver for folkebibliotekerne. Det drejer sig blandt andet om indkøb og viderelån af medier, som den enkelte kommune ikke selv indkøber, om koordinering mellem og rådgivning af bibliotekerne samt kompetenceudvikling af bibliotekspersonalet. Roskilde Centralbibliotek dækker Region Sjælland og Bornholm.

 

I forlængelse af den fælles vision har Styrelsen for Bibliotek og Medier udstukket 5 strategiske indsatsområder. Disse indsatsområder er handlingsorienterende fikspunkter for Roskilde Centralbiblioteks arbejde med at levere den bedste regionale service. Vi arbejder med eksperimenterende løsningsmodeller, der udfolder indsatsområderne, samtidig med at vi involverer regionens kompetencer.  

 

 

Strategiske indsatser defineret ved Styrelsen for Bibliotek og Medier:


1) Understøtte indgåelse af partnerskaber. Understøtte nye og stærkere partnerskaber med kendte og nært beslægtede partnere og arbejde i retning af mere utraditionelle samarbejder.

 

2) Samarbejde med forskningsbibliotekerne. Udvikle samarbejde med forskningsbibliotekerne om materialeforsyningen mm.

 

3) Biblioteksledelse. Understøtte bibliotekslederne i CB-området i at imødegå de strategiske udfordringer.

 

4) Nye formidlingsformer. Videreudvikling af traditionelle formidlingsformer og formidlingsindhold under hensyntagen til borgernes ændrede behov og de nye muligheder for anvendelse af digitale og sociale teknologier.

 

5) Læringsaktiviteter. Udvikle og initiere forskellige typer af aktiviteter i forhold til læring med afsæt i kendte brugerbehov / brugerprofiler.

 

 

Vi leverer, involverer og eksperimenterer

Vi tager løbende stilling til hvilke serviceydelser vi leverer, hvad vi profilerer os på og hvem vi samarbejder med. Hvad vil vi som centralbibliotek, hvad skal vi kunne og hvordan har vi tænkt os at gøre det?

Strategiske overvejelser vi arbejder med under mantraet: "Vi leverer, eksperimenterer og involverer, både regionen og hinanden, i løsningen af de næste fire års opgaver!"

 


Hvad vil det sige at levere?

Kommer den bestilte bog ikke til tiden eller findes den slet ikke i materialesamlingen, så købes den i Kvickly. Roskilde Centralbibliotek leverer til tiden og leverer den rigtige vare. Ekspeditionstiden er vigtigt i det daglige arbejde og i den måde, vi servicerer brugerne på - eksekvering er derfor elementært på alle niveauer! 

 

Hvad vil det sige at involvere?

Vi finder svarene i dialog med vores omverden. Roskilde Centralbibliotek involverer samarbejdspartnere og inviterer herunder bredt til mulige partnerskaber. I samordning af centralbiblioteksområdet er det afgørende at udvikle lokale tiltag med regionalt fokus - åbenhed er derfor en forudsætning for fortsat høj faglighed!

 

Hvad vil det sige at eksperimentere?

Det skal være muligt at fokusere på proces og ikke resultat i første omgang, så det er acceptabelt at "lukke ned" for opgaver, der bunder i vanetænkning frem for relevans. Roskilde Centralbibliotek eksperimenterer med form og indhold i arbejdet med centralbiblioteksopgaverne. Det er bibliotekets fornemmeste opgave at kunne afkode en omverden, identificere dens behov og hjælpe brugeren på den mest tilfredsstillende måde - refleksion er derfor et grundlag for konstant forandring!

 


Hvordan bliver vi den kompetente region?

Arbejdet med centralbiblioteksaktiviteter er baseret på en 4-årig rammeaftale samt årlige resultatkontrakter, men også på en intern strategi for at udfolde rammeaftalen og fokusere på de overordnede strategiske indsatsområder udpeget af Styrelsen for Bibliotek og Medier.

 

For at fastholde fokus på vores mantra om at levere, involvere og eksperimentere, taler vi om at være Den Kompetente Region, hvor vi som centralbibliotek vil opfylde bibliotekernes behov - velkendte og ukendte - altså at levere direkte efter regionens behov og ønsker.

 

Vi vil desuden være eksperimenterende og udfordre det gængse, på nye måder og platforme, på vegne af regionen. Vi sikrer derved, at vi både giver bibliotekerne dét, de gerne vil have og dét, som de ikke ved de forventes at have, men som udviklingen peger på er vigtige indsatser.

 

Strategisk indsats 2010: Levering

I den første del af den 4-årige aftale arbejder Roskilde Centralbibliotek især med levering af materialer, medier mm. I det hele taget sikrer vi, at koordination og administration af centralbiblioteksopgaverne sker på baggrund af en effektiv struktur. 

 

Strategisk indsats 2011: Eksperimentering

Idet levering af centralbiblioteksopgaverne sikrer et højt niveau, ændrer vi fokus mod det mere eksperimenterende i forhold til den professionelle udvikling af personalet på bibliotekerne i Roskilde centralbiblioteksområde. Der bliver leget med præmisserne for læring og faglig udvikling, herunder samtænkning og integrering af de forskellige områder defineret i resultatkontrakterne (materialer, samordning og netværk og kompetenceudvikling).

 

Strategisk indsats 2012: Involvering 

Roskilde Centralbibliotek leverer eksperimenterende kompetenceudvikling på højt fagligt niveau og vi involverer bibliotekspersonalet i regionen i et fælles kompetenceløft og mindset for formidling af bibliotekstilbud. Vi målretter resurser (kroner og manpower) i meget større grad i form af skræddersyede tilbud til det enkelte bibliotek. 

 

At Roskilde Centralbibliotek løbende leverer, eksperimenterer og involverer, er afgørende for at regionen står som Den Kompetente Region i 2013.

 

 

Strategien for Roskilde Centralbibliotek indeholder følgende formål og iboende handlinger:


Eksternt fokus:

 

·         Opfylde vores forpligtelse som Centralbibliotek ud fra kontrakten med Styrelsen for Bibliotek og Medier 

·         Indgå en dialog med Styrelsen for Bibliotek og Medier om kontraktindhold (mål) for de enkelte år under den 4-årige rammeaftale

·         Fortsat udvikling af vores profil som centralbibliotek. Hvad er kendetegnet for Roskilde Bibliotekerne og hvordan tydeliggør vi det.

·         Afdække og styrke vores viden om Roskilde Centralbiblioteks kunder og deres behov (kunder i form af bibliotekerne i centralbiblioteksområdet, herunder bibliotekernes medarbejdere, kommunernes demografiske sammensætning, politiske forhold m.m.)

·         Afdække Roskilde Centralbiblioteks partnerskaber samt afsøge potentielle partnerskaber.

·         Afdække Roskilde Centralbiblioteks konkurrenter

 Internt fokus:

 

·         Afdække Roskilde Centralbiblioteks styrker og svagheder 

·         Tydeliggøre centralbiblioteksopgaven bredt i organisationen for at ledelse og medarbejdere kan se og forstå det overordnede perspektiv, det strategiske arbejde samt formål med centralbiblioteksopgaven 

·         Styrke ejerskabet for Centralbiblioteksopgaven i organisationen hos den enkelte medarbejder. Styrke medarbejdernes forståelse af centralbiblioteksopgaven og medarbejdernes betydning for at opnå en succesfuld opgaveløsning.

·         Sikre at resursefordelingen svarer til ophavet i centralbiblioteksopgaven. 

Venlig hilsen Mogens Vestergaard, Lunde Ljungberg & Christine Bruun.  

Roskilde Bibliotekerne
Dronning Margrethes Vej 14
4000 Roskilde
Tlf. +45 46 31 5000

EAN: 57 98 00 79 35 030
CVR: 2918 9404
Biblioteksnummer: 726500

http://www.roskildebib.dk/
christinebru@roskilde.dk

Vedhæftede filer

cb-strategi.pdf
Download dokumentet
 
 
Roskilde Bibliotekerne     Dronning Margrethes Vej 14     4000 Roskilde     Tlf.: +45 46 31 5000     EAN: 57 98 00 79 35 030     CVR: 2918 9404     Biblioteksnr.: 726500     http://www.roskildebib.dk/     christinebru@roskilde.dk
Om Centralbibliotek.dk | Om Roskilde Bibliotekerne