Et forløb på seks uger bragte nye potentielle ledere i spil på fire biblioteker på Sjælland. Metoden er enkel og kan let adopteres af andre, der vil arbejde målrettet med rekruttering i egen organisation.
Af Suzette Frovin, freelancejournalist
Jakob byttede med Rikke, og Jette byttede med Marianne. Derefter mødte Jakob op hos Jens-Erik, og Rikke tog hen til Torben. Marianne gik op ad trappen til Mogens, og Jette rejste ned til Marianne. Det er den korte version af, hvordan tre bibliotekarer og en HK’er på fire biblioteker på Sjælland over seks uger fik afklaret om ledelse er noget for dem. Hver anden uge i perioden byttede de arbejdsplads og fulgte ledelsen på et andet bibliotek.
”Jeg ville gerne prøve kræfter med ledelse, for jeg var ikke sikker på, om jeg turde. Som lederpraktikant fik jeg mulighed at se i praksis, hvad det vil sige at være leder. Samtidig kunne jeg også prøve mig selv af i konkrete situationer for at se, hvor jeg følte mig hjemme, og hvor jeg følte mig mere usikker. Det var både inspirerende og forfriskende, at det foregik uden for min vante rammer.”
Sådan fortæller Marianne Larsen, bibliotekar på Greve Bibliotek, som i tre uger fulgte bibliotekschef Mogens Vestergaard på Roskilde Bibliotekerne, der er centralbibliotek for Region Sjælland og Bornholms Regionskommune. Praktikforløbet er udviklet af de fire deltagende biblioteker i fællesskab og udbydes af Roskilde Bibliotekerne som en af del centralbibliotekskontrakten med Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Et uforudsigeligt forløb kræver planlægning
Intentionen med lederpraktikken er at give praktikanterne et realistisk indtryk af, hvad ledelse er ved at involvere dem aktivt i en eller flere lederes hverdag. Bibliotekschef i Greve, Marianne Olsen fortæller:
”Jeg ville gerne være med til at sætte et forløb i gang, som var lige til at gå til. Et forløb, hvor vi ikke havde lavet en masse undersøgelser eller brugt lang tid på at holde møder og planlægge og udtænke modeller. Intentionen er jo netop at lade lederaspiranter få indblik i vores hverdag og arbejdsopgaver, og derfor har den spontanitet, der har præget forløbet, også været vigtig – både for mig som leder og for praktikanterne.”
Udfordringen for både ledere og praktikanter er, at en leders arbejdsdag er præget af stor uforudsigelighed. De fire bibliotekschefer er enige om, at de næste gang vil give praktikanterne et mindre projekt, som både giver praktikanten en konkret opgave under forløbet, og som giver lederen mulighed for at få svaret på mails eller forberede sig til møder, hvor praktikanten ikke skal være med.
Tilliden er en vigtig ingrediens
Når man inviterer en lederaspirant fra en helt anden arbejdsplads inden for og tilmed giver praktikanten lov til at kigge en over skulderen og sidde med til stort set alle møder og overvære svære samtaler og politiske diskussioner, er der brug for en høj grad af tillid.
”Et forløb, som det her kræver ubetinget fortrolighed mellem leder og praktikant, fordi praktikanten over meget kort tid kommer meget tæt på organisationen og medarbejderne,” siger Torben Jano, bibliotekschef på Slagelse Bibliotekerne, der ligesom de øvrige deltagere i forløbet oplevede, at det gik overraskende hurtigt med at få skabt den tillid, der var brug for.
”Det overraskede mig, at det lykkedes os at blive fortrolige så hurtigt. Det betød, at vi kunne arbejde sammen på en anden måde, og at praktikanten kunne få et helt andet udbytte ud af forløbet, fordi vi stolede på hinanden,” siger Jens-Erik Korntved, bibliotekschef på Ringsted Bibliotek.
Er ledelse noget for mig?
Efter fire dage i praktik sluttede praktikanterne ugen af i selskab med hinanden og en ekstern udviklingskonsulent, hvor de sammen gik dybden med de spørgsmål og overvejelser, som praktikanterne havde gjort sig i ugens løb. Kirstine Moltzen fra Udviklingskonsulenterne i Aarhus fulgte forløbet.
”Jeg har været begejstret for initiativet, fordi det er med til at sætte gang i dialogen om ledelse både blandt praktikanterne og blandt lederne på en meget konkret måde. Det er ikke en traditionel lederuddannelse, men derimod et intensivt forløb, hvor der har været mulighed for at undersøge, hvad ledelse er, og få inspiration til, hvilken slags leder man måske gerne selv vil være, fortæller Kirstine Moltzen.
Både leder og praktikanter bliver klogere
Spørgsmålet om, hvad ledelse er, har ikke kun givet anledning til refleksion hos praktikanterne. Bibliotekscheferne har oplevet, at de sammen med praktikanten naturligt fik mere fokus på deres ledelsesstil.
”Det har været luksus at få lov til at tale om ledelse som fag og få tid til at reflektere over min egen ledelsesstil. Det sker ikke så tit i hverdagen, selvom jeg tilbringer meget tid sammen med andre ledere,” siger bibliotekschef på Slagelse Bibliotekerne, Torben Jano.
Praktikanterne fik et nyt syn på deres eget bibliotek. Både gennem det de oplevede som praktikant på et andet bibliotek, og gennem snakken med den, der havde været praktikant på deres arbejdsplads. Samtidig blev de bekræftet i, at deres kompetencer også kan bruges til ledelse – og at ledelse er en mulig karrierevej.
Udfordring at vende tilbage til det gamle job
En af forudsætningerne for praktikforløbet er, at der ikke nødvendigvis venter et nyt job eller en ny funktion på den anden side af praktikantforløbet. Tværtimod. Det fleste vender tilbage til deres gamle job, og det kan godt være en udfordring.
”Jeg har udviklet mig meget på de seks uger og har fået ledelse ind under huden, så jeg da lige skulle vænne mig til at komme tilbage i mit vante job. Det er jeg stadig rigtig glad for, men jeg har også fået en ide om, hvilken retning jeg gerne vil udvikle mig i rent fagligt,” fortæller Rikke Bernt fra Ringsted Bibliotek.
Den største udfordring for rekruttering af nye ledere i bibliotekssektoren er, at ledelsesstrukturen efterhånden er meget flad. Det betyder, at der er få interne muligheder for at prøve kræfter med ledelse.
”Som leder vil jeg gerne have tilfredse og motiverede medarbejdere, og jeg ved, at det indimellem betyder, at de er nødt til at søge nye udfordringer andre steder, fordi jeg kun har tre lederstillinger at gøre godt med. Jeg har fuld forståelse for deres beslutning, for vi har brug for gode ledere mange steder i bibliotekssektoren, og jeg tror på, at det her forløb kan være med til at give nogle af lederaspiranterne mod på mere,” siger Marianne Olsen, bibliotekschef på Greve Bibliotekerne.
Sådan er lederpraktikant-forløbet bygget op
-
To praktikanter bytter arbejdsplads og dermed leder.
-
Mandag – torsdag i hver anden uge følger praktikanten en eller flere ledere på den nye arbejdsplads.
-
Hver praktikuge sluttes af med et fredagsseminar med de øvrige praktikanter. Seminaret ledes af en ekstern udviklingskonsulent og tager udgangspunkt i praktikanternes oplevelser, spørgsmål og overvejelser fra den forgangne uge.
-
Den efterfølgende uge tilbringer praktikanter på sin egen arbejdsplads i sin gamle stilling.
-
Forløbet sluttes af med et fælles seminar for ledere og lederpraktikanter.
-
Undervejs får praktikanterne tilbudt to individuelle coachingsessioner med en ekstern udviklingskonsulent.
Gode råd til ledere
1) Vær åben og tag imod de nye input, som praktikanten bringer med sig. Nyd, at du kan dykke ned i din egen ledelsesstil og reflektere over den.
2) Planlæg forløbet og tænk over, hvad eventuelle huller i løbet af dagen kan fyldes ud med for praktikanten. Det giver mere overskud undervejs, og giver praktikanten en god oplevelse af at være nyttig.
3) Start med at afstemme forventninger mellem dig og praktikanten, så I ved, hvad I hver især gerne vil have ud af forløbet. Følg op på jeres aftale undervejs, så I får lavet de nødvendige justeringer.
Gode råd fra lederpraktikanter
1) Kast jer ud i det med et åbent sind. Glem, hvor du kommer fra og træd ind på det nye sted med lyst til at undersøge, hvad det er for en arbejdsplads.
2) Kom hele vejen rundt i organisationen og tal med som mange ledere som muligt. Det giver et godt billede af, hvad ledelse er, og hvor mange måder man kan være leder på.
3) Brug forløbet som en mulighed for at undersøge om ledelse er noget for dig. Stil spørgsmål og observer, hvordan lederne griber forskellige situationer an.



Kommentarer
Indsend kommentar