Log ind
Ny bruger   |   Glemt?
Nyheder
Aalborg Bibliotekerne og Newcomers
14

Aalborg tiltrækker udenlandsk arbejdskraft til de store private virksomheder, Aalborg Sygehus og Aalborg Universitet. Samtidig fylder de udenlandske studerende godt i bybilledet. Alene her i starten af september optog universitetet 600 studerende og UCN 300 ditto fortrinsvis fra Europa.

 

Vi vil gerne have disse mange ikke-dansktalende potentielle brugere indenfor dørene, så derfor har vi engageret os i kampagnen Newcomers og selv taget en række initiativer.

 

Newcomers
Projektet Newcomers er sat i verden for at hjælpe med til at importeret arbejdskraft bliver længere i landet. Statistikken viser p.t. at newcomers bliver kortere tid i Danmark end tidligere. Det kan skyldes, at det er svært for ægtefællen at finde et job eller at familien finder det svært at komme rigtig i kontakt med naboer og kollegaer. Eller vejret
J. Derfor ser man fra BiblioteksCenter for Integrations og det Nationale Forskningscenter for Velfærds  side biblioteket som en service, der kan være med til at newcomers og danskere mødes og familien opdager de mange tilbud, biblioteket har til børnene, til videreuddannelse og til jobsøgning.

 

Expat+ Dane Dinner
Helt konkret arrangerer vi en Expat + Dane Dinner d. 27. oktober ligesom en række andre biblioteker landet over. Ideen er at deltagerne medbringer en ret til en fælles buffet og sidder og spiser og snakker sammen midt i biblioteket og på den måde får mulighed for at  udvide sit netværk. Det viser sig - ikke overraskende - at netværk i lokalsamfundet betyder rigtig meget for om man som udlænding bliver i landet eller vælger at rejse hjem - og det tror vi vi kan være med til at understøtte – med start denne aften. 
 


Velkomstpakke med mere
Til de studerende på universitetet har vi produceret et engelsksproget postkort med bibliotekets tilbud til studerende, som blev pakket i velkomstpakken til de 600 studerende sidst i august.

 

Samme postkort tilretter vi til målgruppen ikke-dansk læsende, som vi fremover vil udlevere ved indmelding.

 

Vi får en præsentation af biblioteket med i Aalborg Kommunes folder ”New in Aalborg”, som udleveres hos International Citizen Service i Aalborg,  hvor alle lokale newcomers henvender sig ved ankomsten for at få ordnet sygesikring, skat o.s.v.

 

Vi har et samarbejde med selv samme International Citizen Service, som vil indebære f.eks. at vi kommer ud til møder for newcomers og et netværk for ægtefæller for at præsentere bibliotekets tilbud.

 

Vi er i gang med at finde frem til de virksomheder i Aalborg og omegn, der beskæftiger newcomers. Ideen er at få en god kontakt til virksomhedernes HR afdelinger og via dem invitere til aktiviteter, informere om biblioteket og ikke mindst få input til, hvad deres ansatte har brug for, og som vi vil kunne levere.

 

Vi henvender os til målgruppen på engelsk, og det betyder at vi er i gang med at give vores engelsksprogede materiale – fysisk som virtuelt – et brush up. Vi anvender et professionelt oversættelsesbureau. Det vil sige at teksterne bliver oversat af en oversætter med engelsk som 1. sprog. Vi mener det udviser respekt for læseren og  understøtter vores professionalisme.

 

Kommentarer

Indsend kommentar

Ved at indsende denne formular, accepterer du Mollom-privatlivspolitikken.
 
 
Om Centralbibliotek.dk | Om Centralbibliotekerne