Ungebetjening & Service
Fokus på de unge som lånergruppe er noget mange biblioteker har arbejdet med de seneste par år, og flere biblioteker har udarbejdet rapporter om forskellige aspekter af ungebetjening: f.eks. Rødovre 2005: 'Så ka' de lære det!', Gentofte 2004: 'Bibliotekerne og de unge - vil de os og vil vi dem?' og Roskilde, 2006: 'Unge og Biblioteker'.
Rigtig mange biblioteker arbejder målrettet med betjening af de unge, men der er kun få fora eller netværk, hvor vi kan udveksle erfaringer. Da mange rundt omkring på bibliotekerne sidder bare én eller nogle få ansatte med fokus på dette brugersegment, er erfaringsudveksling på tværs af bibliotekerne essentiel. Det er fagligt givtigt at mødes og få fortalt hinanden om egne gode og dårlige erfaringer, og få feed-back på egne problematikker - der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken hvis andre allerede har gjort det!
Netværket er tænkt som et erfa-netværk for biblioteksansatte uanset faggruppe, der arbejder med målgruppen. Netværket skal i høj grad være drevet af de deltagendes behov, idéer og initiativ.








