Udviklingsforum: Medarbejderen i det åbne bibliotek
En lang række kommuner i Region Hovedstaden har på forskellig vis allerede etableret et åbent bibliotek. Den udvidede selvbetjente åbningstid der følger med et åbent bibliotek skaber automatisk fokus på materialerne, fordi de selvbetjente funktioner som udlån og aflevering er så umiddelbart tilgængelige for borgerne. Det åbne bibliotek kan og skal mere end at være udlåns- og afleveringscentral, men hvad og hvordan?
Form
Udgangspunktet for dette forum er medarbejdernes arbejde med egne projekter som eksempelvis at skabe lokale netværk og partnerskaber, invitere indenfor (uden at være der selv hele tiden) eller skabe rammer for borgernes udfoldelse af aktiviteter i rummet. Udfordringen skal være konkret og det skal være muligt efterfølgende at implementere løsninger i eget bibliotek.
Med udgangspunkt i de lokale projekter afdækker vi i fællesskab relevante emner som eksempelvis:
- Ideer til at iscenesætte rummet som mere end udlån og aflevering efter “lukketid”
- Begreber som “åbent”, “facilitering”, “partnerskab”, “netværk” og “relation”
- Borgerens og egen rolle i det åbne bibliotek
Indhold
1. møde: Tirsdag d. 4. september 2012 : Medarbejderen
På første møde skal vi fokusere på medarbejderrollen og hvordan den kan være anderledes fra et traditionelt bibliotek. Der vil være tid til at præsentere de forskellige bibliotekers projekter, og give hinanden feedback.
2. møde: Torsdag d. 27. september 2012: Rummet og borgeren
Dette møde skal handle om indretning og rammer for aktivitet. Vi skal prøve at finde svar på hvordan et rum kan formidle og være attraktivt uden personale og hvordan vi kan indrette os sådan, at brugerne føler at biblioteket er deres?
3. møde: Onsdag d. 24. oktober 2012: Handleplanen
På det afsluttende møde bliver vi mere konkrete; her skal handleplanen støbes. Hvordan arbejder vi videre herfra? Vi vil arbejde med de enkelte projekter, give konstruktiv kritik og lære af de andre bibliotekers erfaringer og forummets fælles viden.
Deltagerne bør afsætte hele dagen de pågældende datoer. Se kalenderen for mere specifik information.
Output
En konkret handleplan der kan realiseres hjemme i det åbne bibliotek samt en beskrivelse af hvordan man løser udfordringerne ift. denne.
Deltagerforudsætninger
Forsudsætningen for at deltage er at mindst en af de 2 deltagere arbejder i et åbent bibliotek. Forummet er endvidere projektbaseret og fordrer, at deltagerne er fortrolige med projektarbejdsformen. Hvis dette ikke er tilfældet anbefales det forberedende kursus i projektarbejde tirsdag den 30.8.2012.
Deltagerantal og pris
10 biblioteker med 2 deltagere hver. Det koster det enkelte bibliotek 1.200 kroner at deltage med to personer i dette udviklingsforum. Beløbet dækker forplejning.
Konsulenter
De ansvarlige konsulenter sikrer fremdrift i udviklingsforløbet gennem proces- og netværksfacilitering, sørger for relevante metodeoplæg samt sparring.
- Udviklingskonsulent Marie Ulletved Holmgaard (tovholder), muh@gentofte.dk og telefon 39 98 58 46.
- Specialkonsulent John Nørskov Hansen




